Lidt om transparens og rum i Morten Lykkes kunst

Af Anne Lie Stokbro

”Jeg skal have lidt mere af her”, siger Morten Lykke og peger på en slank stele i akrylglas, som står på gårdspladsen uden for hans værksted i Tornby på Vendsyssels vestkyst. ”Jeg kunne ikke greje det med det samme, men nu har jeg gået og set på formen i nogle uger, og det er det, der skal til.” Morten tegner med hænderne de linjer, der skal fremhæve stelens rejste komposition og understrege den bevægelse fra havbund til havoverflade, som illustreres af udfræsede og indridsede tegn og ornamenter i det gennemsigtige materiale. Måske motivet er et levn fra akrylglassets fortid? Materialet, som kun sjældent ses i billedkunsten, stammer fra en stor akvarierude, som sprang læk og siden forsynede Morten Lykke med kubikmeter på kubikmeter af gennemsigtigt, formbart materiale.

Måske motivet er inspireret af værkstedets kystnære beliggenhed? Måske af Mortens baggrund som svejser på et skibsværft? Spørger man Morten selv, spiller alle påvirkninger udefra ind på værket – og så alligevel, for først og fremmest handler det om at undersøge værkerne frem, om at udforske materialet og de greb, man kan bearbejde det med, og derigennem skabe en sammenhæng mellem proces, form og det fortællende eller symbolske indhold, som hans værker gerne rummer.

Den undersøgende proces indebærer, at man som kunstner er villig til af og til at slippe taget, at afgive kontrollen og at lade intuition, materiale og proces føre værket derhen, hvor det nødvendigvis må gå. Dette har været tydeligt i Morten Lykkes kunst siden debuten i 2006.

De første udstillingsværker var bronzeafstøbninger af op til 10 x 20 cm store, rektangulære polystyren-blokke, som Morten Lykke bearbejdede. Processen lod sig kun delvist styre, og det var på forhånd umuligt at sige, hvilke dele af massen, eller hvor meget af blokkens oprindelige, geometriske form som ville blive deformeret.

Resultatet blev delvist nedbrudte blokke, som synes at erodere bort indefra i organiske, amorfe hulninger, rumlige forløb og sporadiske huller og ar, som efter tidens tand. Ved at blankpolere skulpturens yderside og sortpatinere indersiden skabte Morten Lykke en oplevelse af kontrastfyldt forfald, som førtes videre på skulpturernes indholdsplan.

I de amorfe rum, grotter en miniature, som opstod, opbyggede Morten Lykke nemlig surreelle tableauer ved at installere bittesmå, hyperrealistiske sølvafstøbninger af modellerede hverdagsgenstande – en støvsuger, en standerlampe, en campingvogn. Disse genkendelige elementer virker på én gang fremmedgjorte og humoristiske i sammenhængen, som spor af levet liv fra for længe siden, før verden blev udsat for noget, vi ikke overlevede. Det galgenhumoristiske som kunstnerisk drive.

I en række nyere, konceptuelle installationer, ”Morfologi og fænomenologi”, hvis grundmateriale er 10 x 10 x 10 cm store kuber af akrylglas monteret på stager af varierende længder, undersøger Morten Lykke forholdet mellem enhed, masse og rum, idet akrylglassets transparente kvalitet både lader kuberne manifestere sig i rummet som enhed og som mængde, og lader rummet trænge gennem dem. Installationerne besidder rummet – og så alligevel ikke. Ved at opstille kuberne i forskellige udformninger i miljøer med stærk associationskraft: På stranden, i et stykke samtidsarkitektur og i en neutral udstillingssal, undersøger Morten Lykke, hvordan installationen som kunstnerisk indgreb spiller med og mod rummet, og hvordan det ladede rum indvirker på kunstner og værk.

Den Land Art-inspirerede version af værket tog afsæt i det kaotiske tilbageløb af bølger, der slår ind på stranden og trækker ud igen. Kunne man genskabe dette kaos i en håndgribelig, blivende form ved at lade glaskuber på stænger stukket ned i havstokken mime havets bevægelser? Over længere tid observerede Morten Lykke bølgernes bevægelser og fandt ind til nogle gentagne mønstre, betinget af vindretning, vindhastighed og strømforhold, og han stillede kuberne op i langstrakte, organiske formationer, der genspejlede disse mønstre. Opgaven syntes løst, men det blev hurtigt tydeligt, at når man greb ind i rummet på denne måde, ændrede forudsætningerne for indgrebet sig: Bølgernes kaotiske tilbageløb blev ændret af installationens mange ”ben”, og en ny form for kaos opstod. Installationen og dens iagttagne forudsætning kunne ikke eksistere side om side.

I samtidsarkitekturen, et svunget trappe- og gangforløb i Musikkens Hus, Aalborg, valgte Morten Lykke en mere intuitiv tilgang til selve opbygningen. Resultatet blev en installation, der fulgte rummets linjer og trinvist blev forskudt i tre planer. Installationen, der i afsættet ”blot” spillede sammen med de helt nære, rumlige omgivelser, kom derved til at afspejle den terrasseformede opbygning af koncertsalen, som trappegangen fører hen til. I dette tilfælde øvede rummet og dets funktion således en ubevidst påvirkning på kunstneren og den kunstneriske proces.

Installationen i det neutrale udstillingsrum opstod ud fra et ønske om at skabe en komposition, som skulle ”indtage” rummet uden påvirkning fra det. Installationen skulle fremstå med en egen indre logik og styrke, opbygges ud fra rent æstetiske principper og i et format, der ville påvirke rummet. Resultatet blev en tredimensionel komposition, der både i højden og bredden favnede et volumen stort nok til at etablere en rumlighed i sig selv, og som gennem en symmetrisk komposition af stigende og faldende linjer, udadvendte og indadvendte formforløb, gentagelser og variationer fremstår som et ”rent”, associationsfrit kunstværk helt i sin egen ret.

Både bronzeskulpturerne og de tre akrylinstallationer bærer præg af Morten Lykkes i ordets bedste forstand friktionsfrie tilgang til det kunstneriske arbejde: en idé opstår, de praktiske udfordringer løses, og projektet gennemføres med de variabler og usikkerhedsmomenter, som måtte opstå undervejs. Nogle gange bliver værket, som det var tænkt, andre gange bliver det til noget helt andet, men hver gang sker det på materialets og processens betingelser. Morten Lykke tvinger hverken materiale eller proces, han understøtter – friktionsfrit.